Ligsynsloven

Tekst af sognepræst Lars Kistrup

Hjerte- og hjernedødskriteriet

I 1990 fik vi en ny ligsynslov. Ifølge loven kan en persons død konstateres ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (hjertedødskriteriet) eller ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedødskriteriet). Hjertedødskriteriet kender vi alle. Er hjertet gået i stå, og kan det ikke bringes til at slå igen, er døden indtrådt. Hjernedødskriteriet er blot en anden måde at fastslå dødens indtræden på, men det nye er, at kriteriet nu udtrykkeligt er blevet lovfæstet.

Baggrunden for brugen af hjernedødskriteriet

I sidste halvdel af 1900 tallet blev lægevidenskaben i stadig videre omfang i stand til at transplantere væv og organer fra døde til levende og derved redde liv, hvor ingen hidtil havde troet det muligt. Lægerne kunne således transplantere nyrer, hjerter, lunger og lever fra afdøde. Men forudsætningen herfor var, at organerne blev udtaget fra den afdøde (donor) kort tid efter dødens indtræden, idet organerne ellers ville gå til grunde navnlig som følge af iltmangel.

Hidtil havde man til dødskonstatering anvendt de af lægevidenskaben opstillede tre sikre dødstegn; nemlig dødsstivhed, døds- eller ligpletter eller forrådnelse. Det er klart, at når disse dødstegn lægeligt kunne konstateres, var den korte tidsfrist, lægerne havde for at udtage brugbare organer, for længst overskredet.

Her kommer hjernedødskriteriet ind i billedet. Kan det lægeligt konstateres, at hjernen uopretteligt er gået til grunde – og dette er konstaterbart kort efter dødens indtræden – er der ikke mere liv, og det er derfor upåkrævet at vente på, at dødstegnene skal indtræde.

En vigtig debat om organtransplantation fra døde

Jeg finder det naturligt i denne sammenhæng at knytte nogle yderligere kommentarer til problemerne omkring transplantation fra døde. Ud fra et teologisk synspunkt finder jeg ingen betænkeligheder – tværtimod finder jeg, at tanken om at man efter sin død kan medvirke til at give livet tilbage til andre må fylde én med ydmyghed, taknemmelighed og tro på næstekærlighed.

Dette til trods er manglen her i landet på livsvigtige organer katastrofal, og det kan kun skyldes, at der ved organudtagelse fra døde altid kræves et samtykke enten givet i levende live af afdøde eller efter dødens indtræden af de nærmeste. Har afdøde ikke selv truffet bestemmelse om organdonation, er det lægerne, der skal bede om samtykke fra de nærmeste, men de vil efter dødsfaldet ofte befinde sig i en næsten ubærlig situation, og heller ikke må det være let for lægerne at bringe dette meget følsomme emne på bane.

At de efterladte følelsesmæssigt ikke kan rumme tanken om, at deres kære heller ikke efter døden får fred, er forståeligt, og det kan ud fra enhver menneskelig synsvinkel ikke bebrejdes dem, at de vælger den lette vej og nægter samtykke til organudtagelse. På den anden side er behovet for organer til transplantation til stadighed nærværende og trænger sig mere og mere på. Jeg tror, at løsningen kun kan findes ved et holdningsskift hos befolkningen, og et sådant skift vil alene kunne opnås ved en åben debat.

Kirkeligt initiativ?

Medierne har taget hul på denne debat og gjort det godt, men debatten må stadig holdes i gang, og her har medierne måske svigtet lidt. Transplantation er i sidste ende et spørgsmål om død, der er med til at give liv til andre, og jeg kunne ønske, at netop kirken med sin centrale placering i livet og døden ydede sit bidrag til et holdningsskift for eksempel ved et fælleskirkeligt initiativ. Hvordan et sådant kirkeligt initiativ bedst føres ud i livet, har jeg ikke helt gjort mig ganske klart, men har læserne forslag, hører jeg meget gerne herom.