Kirkegårde

Historien om begravelsen - Tekst af sognepræst Lars Kistrup

Da de nye konfirmander i eftersommeren var på den årlige konfirmandtur, kom vi naturligvis også til Roskilde Domkirke. Som altid kan konfirmanderne ikke forliges med, at de inde i Domkirken går på gravstene, og at der ligger døde under.

Døde blev begravet inde i kirken

Det at begrave døde i kirken var ret almindeligt i før reformatorisk tid, men det var ikke for alle og enhver. Man skulle stå kongen nær og helst også være så velhavende, at man kunne donere til kirken, der dengang var helt afhængig af gaver. De fleste kirker i Danmark er bygget i 13-1400 tallet, og der gik lang tid, før der opstod alvorlige problemer med de kirkelige begravelsespladser.


I 1635 berettes der om et tilfælde, hvor tre stolestader i Sct. Nikolaj kirke i Kolding faldt sammen, dog uden at nogen kom til skade. Det værste tilfælde indtraf i den midtjyske kirke Veerst omkring 1780. Midt under konfirmationen, og bedst som konfirmanderne stod foran alteret for at blive konfirmeret, brast gulvet sammen, og de forsvandt for øjnene for menigheden.


Forklaringen var ganske simpel; man havde gennem århundreder undermineret kirkerne ved at bruge dem som begravelsespladser. Kisterne kunne være begravet i jorden under kirken, men man murede også i stort omfang rum til kisterne, som så blev dækket til med en lem. I købstadskirkerne kunne der direkte være hele labyrinter af gravkamre under kirkerne. I mange kirker var der med tiden blevet så stor pladsmangel, at man derfor gravede i fundamentet, så den døde dog fik ”en fod” ind i kirken. Det skadede selvsagt kirkebygningerne, der flere steder ligefrem var ved at falde sammen.

En frygtelig lugt

Langt det værste var dog lugten i kirkerne. Kirkerne var smittebærere af sygdomme. Enkelte præster var overbeviste om, at stanken enten afholdt folk fra at komme i kirken, eller at det virkede distraherede på gudstjenesten. På den baggrund er det let at forstå, at præstene ønskede at få begravelserne flyttet ud på kirkegården. Hen mod slutningen af 1700 årene havde begravelserne taget overhånd og voldte efterhånden så store problemer, at man i 1790 spurgte biskopperne om deres syn på sagen.


En biskop skrev, ”at man interesserede sig mere for de døde end for de levende”. Intet skete skønt man flere gange uden held forsøgte at få stoppet begravelserne i kirkerne. De økonomiske interesser vejede tungere, men hertil kom at præster og kirkeværger ifølge Danske Lov fra 1693 havde ret til at blive begravet i kirken, ligesom velhavende havde købt sig ret til, at slægten måtte blive begravet i kirken – en ret som de kun nødigt gav afkald på

Kirkelig ceremoni og begravelse på kirkegårde

Først i 1805 underskrev kongen en forordning, der langt om længe satte en stopper for begravelser i kirkerne. Om begrundelse for forbuddet står der i forordningen: ”At da Vi ikke finder det sømmeligt, at bygninger indviede til det Højeste Væsens dyrkelse, tillige afbenyttes som gemmesteder for legemer, der overgives til forrådnelse, og da den fra mindre oplyste tider nedarvede skik at begrave de døde i kirkerne, ofte har haft farlige tilfælde, endog helbredstab for de efterlevende til følge – så befales, at intet nyt gravsted måtte indrettes i kirkerne”. Samtidig besluttede man, at alle købstadskirker inden 2 år skulle have egne kirkegårde. I dag foregår begravelserne – som ceremoni – fortsat i kirkerne, men vi lægger vore kære til hvile på kirkegårdene, hvor de nu engang hører hjemme, og hvor vi kan tage ud og mindes og huske dem – og ikke gå på dem!

Vejledning ved dødsfald

Efter bestemmelserne skal nærmeste pårørende (efterlevende ægtefælle er altid nærmeste pårørende) udfylde en dødsanmeldelse.


Læs mere her

Skriv til os direkte her fra siden

Kontaktformular

Du er her: